Modtageren bliver Lucas Svensson og uddelingen finder sted tirsdag den 26. marts 2019 kl 17:30 på Den Svenske Ambassade i København.

Lucas Svensson er et markant eksempel på en kunstner, som forener det svenske og det danske. Den i forvejen prisbelønnede dramatiker har sine rødder i Skåne og har efter adskillige års tilknytning til Dramaten og Stockholms Stadsteater i dag sit daglige liv og sin familie i København.

I de seneste 8-10 år har Lucas Svensson kastet sit lys lige skarpt og bemærkelsesværdigt på den danske teaterscene som på den svenske.

Forestillinger som Sympati for djævelen (2014), Et hus på sand og håb (2017) og Jeanne d’Arc (2018) har været eksempler på hans særlige sans for at forene veldokumenteret og ofte historisk stof med det poetiske og fabulerende.

I 2013 samarbejdede han på Düsseldorfer Schauspielshaus med to tidligere modtagere af Dansk-Svensk Kulturfonds pris, Stina Ekblad og Staffan Valdemar Holm om forestillingen Jalta Og i 2017 skrev han Stockholms Blodbad, som blev skabt i et samarbejde mellem teatret Mungo Park i Allerød og Malmö Stadsteater. Med udgangspunkt i en særdeles drabelig begivenhed fra historien om de to broderfolk var dette drama en brutal, men meget humoristisk karakteristik af det komplekse forhold mellem vore to nationer, mellem svenskerne og danskerne.

Den Svenske Ambassade ligger på Sankt Annæ Plads 15 i København.

Ønsker De at overvære prisuddelingen den 26. marts 2019 kl. 17:30-19:30: skriv til copenhagen.invit@gov.se senest den 19. marts.