“Cellisten Andreas Brantelid er en af sin generations største talenter. Med en svensk far og en dansk mor er han opvokset og uddannet i begge de nordiske lande og spiller årligt over 100 koncerter over hele verden. Ofte i berømte koncertsale og sammen med de bedste orkestre og solister. Hans spil er intenst, koncentreret og han lyser af glæde og nydelse ved musikken når han trækker buen.”

Således startede Catharina Collet, forkvinde i Dansk Svensk Kulturfond, på sin tale om motivationen for at uddele fondets årlige pris på 50.000 kroner til Andreas Brantelid.

Brantelid spillede derefter ca. 30 minutter for at indbudt publikum på den svenske ambassade i København.

Forkvinde Catharina Collets tale fortsatte:

Det lå i kortene at Andreas skulle blive musiker. Far Ingemar er cellist i Det Kgl. Kapel og Andreas fik sin første cello da han var tre år. Fra da af øvede far og søn sammen en time. Hver dag. Andreas siger at det aldrig føltes som en pligt. Det var hyggeligt og glædeligt. Et samvær der udviklede sig til sublimt spil.

Andreas voksede op i København og fra 12 års alderen fik han en lærer i Malmø. Tre år senere begyndte han på konservatoriet i Malmø og flyttede senere til Stockholm for at fortsætte sine studier på det berømte svenske elitekonservatorium Edsberginstitutet. I dag flyver han rundt i hele verden og giver koncerter. På flyverejser har han altid to sæder: ét til sig selv og ét til sin Stradivarius.

Dansk-Svensk Kulturfond – der ønsker at promovere det ypperste indenfor dansk-svensk kultur – er stolte over at præsentere årets prismodtager og glæder sig til at følge ham i de kommende år.

Når man én gang har hørt Andreas spille på sin cello er man ikke i tvivl. Han rækker ud til sit publikum. Han inviterer os med på en musikalsk rejse. Ind til vore følelser og inderste tanker. Han vil at vi skal være nærværende og i forbindelse med vort inderste. Og man kan også både høre og se – at Andreas selv nyder denne rejse.

Han spiller med indlevelse – let og ubesværet. Ikke så mærkeligt at han har taget den internationale musikverden med storm. Vi andre bliver jo også tryllebundet.

Andreas har denne lyriske, romantiske grundtone der passer så godt til den europæiske verden. Die Welt von Gestern. Den kulturarv og den verden vi som europæer føler os hjemme i. Guldalder og Biedermeier. Men der er ikke noget småborgerligt over Andreas spil. Snarere tværtimod. Hans spil svinger sig højt op men kan også falde ned i et sort hul.

Vi er mange der umiddelbart kan forbinde musikken med den natur og de byer vi kender. Verden er ikke let men Andreas cellospil giver plads til både lyrik, romantik og afgrundsdyb fortabelse og fortvivlelse. Ikke mindst det sidste.

Celloen Andreas spiller så underskønt smukt på har sin særlige historie. Ligesom Alladins appelsin er den faktisk bare dumpet ned i Andreas turban. En dag fik han et telefonopkald fra Norge og siden den dag er han den lykkelige – ikke ejer, men bruger – af en Stradivarius. En ønskesituation for enhver cellospiller. Og hvem fortjener det mere end netop Andreas?

Der findes nemlig kun cirka 40 Stradivarius celloer i hele verden. Mens der er mange flere violiner – 240 styk- der er bygget af Stradivarius. Celloerne koster derfor millioner af dollars og købes ofte som investeringsobjekt. Ingen musiker har råd til selv at købe dem.

Jeg har da også forstået at Andreas synes at det er hans livs største oplevelse at få denne Stradivarius. Det er en cello fra 1707 og den er udlånt af en norsk kunstsamler. Ikke på livstid men så længe han gør sig fortjent til den.

Og det gør Andreas i den grad. Hver morgen står han op og øver sig. Springer simpelthen aldrig en dag over.

”Wer immer strebend sich bemüht den können wir erlösen”. Sådan siger Goethe og det passer perfekt til Andreas.

Han vil ikke have at der skal være tekniske forhindringer for hans sublime spil. Ikke begrænses af teknikken.

Forbilledet for Andreas – frem for alle – er den svenske far Ingemar, der fra begyndelsen var den både strenge og kærlige lærer for lille Andreas. Cellospillet har givet dem en sjælden samhørighed og glæde ved både musik og samvær – kan man forstå. Der har aldrig været pres eller hårde ord fra farens side – kun kærlig disciplin. Og Mamma – der er sproglærer – må have understøttet dette bånd mellem far, søn og celloen. Andreas har da også Mammas sprogøre. Han taler svensk og dansk uden accent.

Livet som international solist er ikke let. Man suser fra lufthavn til koncertsal til hotel og tilbage igen. Der er ikke noget sikkerhedsnet, ingen pension, ingen betalte frokostpauser. Til gengæld en masse adrenalin-sus når man spiller sammen med et stort orkester foran et stort publikum. Men det gælder jo også at kunne falde ned på jorden igen og samle kræfter til næste udfordring.

Det gør du – Andreas – hos din familie. Jeg kan forstå du har familie både i Sverige og Danmark. Og det gør os lidt håbefulde. Du vil ikke glemme dine to fædrelande. Eller moderlande – som man siger i Sverige. Forhåbentlig vil du jævnligt spille for os og fortrylle os med dit facetterede spil.

Dansk-Svensk Kulturfond kæmper for at sætte fokus på det fælles nordiske. Vi vil mere kulturelt samarbejde mellem Sverige og Danmark. De to lande er jo trods små forskelle alligevel så kolossalt lige. Den nuværende fond blev dannet i 2003 ved en sammenlægning af to fonde med lignende formål – nemlig at fremme dansk-svensk kultur på alle områder.

Vi har gennem årene uddelt kulturpriser til et væld af kunstnere og institutioner – ja sågar til en skulpturpark i Skåne. Vi har en dedikeret, loyal og spændende bestyrelse der repræsenterer musik, ballet, litteratur, teater og kunst. Bedre bestyrelse kunne man ikke ønske sig og jeg siger tak både til bestyrelsen – der også har en svensk repræsentant – og til Den Svenske Ambassade for aldrig svigtende støtte. De skaber alle en positiv atmosfære som det er dejligt at arbejde i.

Vi tror at musikken ikke kender noget til sprogforbistring og nationale grænser. Siger man ikke at ”musikken har vinger”?

Lad den flyve højt og give alle – ikke bare svenskere og danskere – mulighed for fordybelse, glæde og nydelse.

Vi siger tak til Andreas Brantelid fordi han spreder musikglæde og beriger vort dansk-svenske samarbejde. Og ser frem til mange fremtidige skønne musikoplevelser med ham. Vi vil følge hans arbejde med interesse.