Den 21. september 2022 havde den svenske ambassades residens fuld salon, da ambassadør Charlotte Wrangberg sammen med Dansk Svensk Kulturfonds formand Catherine Lefebvre inviterede til prisoverrækkelse.
Dansk-Svensk Kulturfond uddelte en hæderspris på 50.000 kr. til arkitekten Dorte Mandrup for hendes mangeårige betydelige bidrag til arkitekturen i både Danmark og Sverige.
Dorte Mandrup, der blandt andet står bag IKEAs globale mødested Hubhult i Malmø og Vadehavscentret i Ribe på den jyske vestkyst, er uddannet på Arkitektskolen i Aarhus. Dorte Mandrup er banebrydende for sit engagement i at skabe tilgængelig arkitektur og sin håndtering af vor tids største problemstillinger, ikke mindst miljøspørgsmål.
Kulturfonden uddelte desuden Young Generations hæderspris på 10.000 kr. til den svenske arkitekt Sofia Fors, der i 2020 grundlagde tegnestuen Fors Arkitekter i København. Fors Arkitekters grundidé er at skabe arkitektur, der samler natur, bygninger og mennesker i én enhed.
Efter foredrag og præmieoverrækkelse fortsatte aftenen med mingling og samtale.