Det er med stor glæde, at Dansk-Svensk Kulturfond – der ønsker at promovere det ypperste indenfor dansk-svensk kultur – kan præsentere dette års prismodtagere ved en festlig prisoverrækkelse på Sveriges Ambassade i København 10. marts kl. 17:30.

Dansk-Svensk Kulturfond har i år ønsket at hædre to etablerede stjerner på den dansk-svenske jazzhimmel. Den dansk-svenske jazzscene har dybe rødder både i den nordiske muld og den store verden, og begge kunstnere repræsenterer en tæt forbindelse til deres ophav og samtidig en åbenhed mod verden og dens jazzscener, hvor de begge har optrådt og høstet stor anerkendelse. Begge kunstnere repræsenterer ligeledes en jazzscene, som står midt i globaliseringens krydsfelt mellem den nordiske tone og en verdensmusik, der omfavner et rigt spektrum af genrer.

Jazzen har tidligt vundet indpas både i Sverige og Danmark og er blevet en integreret del af vor fælles kultur og udtryk.

Der vil den 10. marts blive lejlighed til for første gang at opleve Caroline Henderson og Jan Lundgren i musikalsk sammenspil. Catherine Lefebvre, formand for Dansk-Svensk Kulturfond udtaler: ”Det er en meget stor glæde, at vi i år kan hædre to vidunderlige kunstnere, som har hjemme i både Danmark og Sverige. Vi håber, at denne anledning kan være til gensidig glæde og inspiration for begge prismodtagere”.